Måned: november 2017

Her er en miniguide som du kan bruge til at skrive en bedre dialog

Tænk over hvordan din karakter taler og bruger sit kropssprog. Sproget skal også afspejle personens baggrund, uddannelse, kultur, gestik mv. Dine karakterer må ikke tale på den samme måde, skab variation gennem dialogen.

Skær alt unødvendigt ud af dialogen, såsom ”øh”, ”åh”, ”hmmm”. Dialogen skal helst flyde, og læseren skal helst ikke bremse op og føle, at dialogen bliver irriterende med for mange fyldord, som vi kender fra hverdagskommunikation (ansigt-til-ansigt eller over telefon).

Det samme gør sig gældende med at personerne svarer med ”ja”, ”nej”, ”måske”, ”ved ikke”, ”okay”, ”helt fint” – brug disse udsagn med omhu og sørg for at variere dit sprog i dialogen.

Drys beskrivelser om stedet, hvor dialogen folder sig ud, fx karakteren går hen til et træ og læner sig op ad det. Men hold tilbage med de overflødige beskrivelser – hold det helst kort og enkelt.

Det skaber også spænding og overraskelse, at dialogen bliver afkortet, det gør vi jo også i virkeligheden. Plus så kan du også vælge at en karakterne overser at svare på et spørgsmål eller skifter emne, dette kender vi også til fra virkeligheden.

Du kan også lade dem tænke og gruble lidt ind imellem dialogen. Og undlad at skrive ”sagde hun”, ”sagde han”, ”sagde [indsæt din hovedpersons navn]”. Måske kan din læser allerede gætte sig frem til hvem der egentligt har ordet. Så overvej om de mange inquitter (”sagde hun”) kan undlades.

Prøv at sætte dig selv i hovedpersonens sko, har hun eller han en skjult dagsorden, som de prøver at få trumfet igennem så at sige mellem linjerne. Bærer dialogen handlingen frem? Hvordan vil hovedpersonen bedst få sit budskab frem, jævnfør hans/hendes personlighed og væremåde?

Informationdumping i dialogen er en no-go. Hold din viden og bedrevidenhed væk fra dialogen.

Læs dialogen højt for dig selv. Virker den realistisk? Kan du stramme den op nogle steder og skær ind til benet? Omvendt, spørg dig selv om den er for indforstående?

Og endeligt:

”Kill your darlings!”

– Alfred Hitchcock

 

 

Cliffhanger

Kender du dét, hvor du bliver sent oppe på en hverdagsaften, hvor du bare lige skal læse et par sider til, og så når ind i bogens næste kapitel, og inden du ser på uret, er tiden fløjet af sted, og du har læst adskillige kapitler.

Nogle bøger har en indre drivkræft – typisk skyldes dette, at forfatteren anvender det litterære (og filmske) greb ”cliffhanger”. Læseren tænker, jeg må simpelthen ikke gå glip af den næste scene eller begivenhed i bogen, jeg bliver nødt til at læse videre. Vil du gerne have din læser til at læse videre, kan du trigge respons i dine historier ved hjælp af en cliffhanger.

Den famøse kapitel-cliffhanger

Personligt vælger jeg oftest at afslutte kapitler med en cliffhanger, det være en scene, hvor hovedpersonen er i fare, eller der sker noget mystisk. Med andre ord, hvor kapitlet slutter med en dramatisk vending i historien. Altså en slutning, der igangsætter en mental reaktion hos læseren, hvor spørgsmålet dukker op: ”Hvad skete der lige dér? Hvad sker der nu?”

Variation er en nødvendighed, så du ikke ender hvert kapitel med, at hovedpersonen er lige ved at få en benzindunk i hovedet, og i næste kapitel er hovedpersonen ved at få en kokosnød i hovedet, så kan det ende med, at læseren keder sig og smider bogen fra sig.

Du kan vælge at veksle mellem spænding og følelsesmæssige reaktioner, fx hovedpersonen bliver omringet af en flok sultne ulve, der slikker sig om munden, og i et andet kapitel ender det med, at hovedpersonen har haft et ordentligt skænderi med sin kæreste, der muligvis har haft en affære.

Den indledende cliffhanger

Du kan også bruge en cliffhanger i begyndelsen af din bog, hvor du serverer en smagsprøve for din læser på noget fra bogens slutning. Det kan være noget fra handlingen, hvor hovedpersonen er i stor fare, eller beundrer et andet menneske og føler forelskelse, som bliver gengældt.

Du vil således vække og pirre læserens nysgerrighed, hvor læseren bliver nødt til at læse videre for at finde netop dén scene, hvor smagsprøven folder sig ud, og således læser sig frem til hvad der fører hovedpersonen frem til situationen, hvor der er fare på færde, eller hvordan og hvorledes hovedpersonen udvikler følelser for det andet menneske.

Den uendelige page-turner

Denne slags cliffhanger forekommer oftest i midten af kapitler, primært og strategisk placeret nederst på siden. Læseren bladrer videre, for at følge udviklingen i handlingen, fordi det netop ikke ender på samme side. Derfor bliver det til en page-turner, hvor læseren har svært ved at lægge bogen fra sig. På den vis bliver bogen en såkaldt page-turner, og grebet får en mærkbar effekt.

Men det er super-svært og tidskrævende at gå ind og opsætte bogens sider, således at page-turner-cliffhangeren bliver placeret nederst på siden. Måske kan du vælge at strø dem ud hist og pist. Jeg har ikke selv erfaret at bruge denne type cliffhanger, men i næste bind af Monsun af stjerner vil jeg da overveje at integrere pageturneren.

Som en sidebemærkning kan du også lave research i bøger, der minder om din (kommende) bog, for at undersøge hvordan og hvornår de givne forfattere anvender denne effekt. Du kan således tælle tegn på en side og så regne ud, hvor mange tegn du har at bruge på siderne i din bog.

Den irriterende serie-cliffhanger

Denne type cliffhanger kan virke ret irriterende på din læser, især hvis det er en serie-cliffhanger med en chokerende udmelding. Du kan vælge at skrue helt op for effekten, som har den samme støbning som kapitel-cliffhangeren, men er placeret forskelligt, nemlig lige i slutningen, gerne i sidste sætning. Din læseren bliver lettere irriteret og får blod på tanden for at vide mere om hvad der sker med hovedpersonen og den verden som han eller hun lever i.

Lad os sige, at din bog ender med at hovedpersonens fjende alligevel ikke er død, men vågner op i ambulancen på vej til hospitalet, hovedpersonens kæreste er læge og sidder i ambulancen og bliver kidnappet af fjenden. I samme sekund bliver hovedpersonen arresteret for en forbrydelse, som fjenden har ”arrangeret”, og du afslutter bogen lige dér, hvor hovedpersonen mærker håndjernets koldhed trænge sig ind i huden.

Det fede ved at bruge en serie-cliffhanger er at din læseren bliver simpelthen nødt til at gå ud og købe/låne din næste bog i serien, for at finde ud af om hovedpersonen klarer sig og redder sin kæreste og få fat i fjenden.

Uanset, hvilken type af cliffhangerne du vælger at bruge, så husk på, at det er et meget kraftfuldt virkemiddel, så vær generøs med cliffhangerne, men selektiv i selve måden, hvorpå du anvender grebet.

Har du gjort dig nogle erfaringer med cliffhangere? Og hvad er dine hemmeligheder med cliffhangere? Skriv endelig en kommentar herunder, gerne inklusive teksteksemplarer 🙂