Ny anmeldelse: 4/5 stjerner

Boganmelderen Adventures of a booknerd’s anmeldelse:

“Monsun af stjerner” (Sjælealkymi #1) af Katrine Williams

“Monsun af stjerner” af Katrine Williams, af forlaget Mellemgaard, udgivet i 2018. Anmeldereksemplar fra forfatteren, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner. 
 
“Monsun af stjerner” handler om Stella, som opdager noget meget mystisk omkring sin fortid. Året er 1986. Den 16-årige Stella er lige flyttet til Australien efter en tragisk ulykke, hvor hun mister sin bedste veninde. På sit college får hun nye veninder, Alyssa og Nena, og møder den charmerende Castor og den mystiske Jared. Hun modtager en gave fra en mystisk dreng – en perle – der forbinder hende til en fortid fyldt med bedrageri og mord. Grænsen mellem virkelighed og hallucinationer viskes ud. Situationen spidser til, og hun er nødt til at træffe et skæbnesvangert valg mellem det gode og det onde. Det er kun et spørgsmål om tid, før hun bliver indhentet af fortiden. 
 
Jeg kendte faktisk ikke rigtig noget til bogen, før jeg blev kontaktet af Katrine Williams der spurgte, om jeg kunne være interesseret i at læse den. Jeg var derfor meget spændt på at kaste mig over den, men jeg blev ret hurtigt grebet af historien, da “Monsun af stjerner” bare er rigtig spændende og god!
Jeg havde et lidt ambivalent forhold til Stella. Jeg kunne egentlig godt lide hende, men der var dog også perioder, hvor hun irriterede mig ret meget. Det var især når det kom til drenge, hvor hun ikke rigtig tænker over konsekvenserne af sine handlinger. Derudover bliver hun ret hurtigt forelsket i en af fyrene, og til tider bliver deres kærlighedssnak lidt for meget.
Jared og Castor holdt jeg til gengæld meget af. Jared er den mystiske, indelukkede fyr, der helst holder folk på afstand og som taler meget gammeldags. Han er dog virkelig sød og hjælpsom, men det betyder ikke at han vil være ens ven.
Castor er den meget snaksaglige og charmende fyr, som alle pigerne på skolen kigger efter. Han er sød og giver Stella en opmærksomhed, hun ikke er vant til at få.
Men hen mod slutningen, var der dog en af fyrene, som jeg mistede lidt for, da han virkelig er et svin, men jeg siger ikke hvem.
“Mit dilemma var kommet retur, og jeg vinkede afværgende med hænderne. Min personlighed var splittet mellem brutalitet og eftergivende. Det var næsten for meget for mig at stå så tæt på ham og mærke hans kærlighed.”

“Monsun af stjerner” foregår i Australien og lidt i Danmark i 1986. Jeg savnede dog en meget større 80’er vibe, men var vild med referencerne til musikken, filmene og kassettebåndene. Desuden kunne jeg godt lide, at den foregik i Australien, da det ikke er et sted jeg har læst så meget om, og det var skønt at blive taget med på stranden, og ud i det australske landskab med den røde jord.
“Monsun af stjerner” bliver fortalt fra Stellas synsvinkel, men en gang i mellem, kom der et afsnit der foregik i London i 1835. Jeg kunne rigtig godt lide den måde det var delt op på, og det var fedt når vi blev bragt tilbage i tiden. Begge afsnit var virkelig spændende og fængende, men jeg kunne sagtens have brugt flere afsnit fra den periode der foregik i 1835. Det gav dog god mening til sidst, at vi som læsere ikke havde fået mere af vide. Desuden var det interessant, hvordan de to perioder hang sammen.
“Forsigtigt trykkede jeg det røde øje ned, og en lille lem åbnede sig. Der var ingen tvivl om, at det indeholdt en værdifuld skat. Jeg vendte pendulet på hovedet, og en rund, metalskinnende kugle trillede ud i min håndflade. “Endelig er du atter min,” lød min hvisken.”
 
Jeg blev som sagt hurtigt grebet af “Monsun af stjerner”, da den bare var rigtig god og spændende. Den er fyldt med mystik, venskab, skæbnesvangre valg og selvfølgelig kærlighed. Der sker mange mystiske ting i bogen, og der er mange oplysninger man skal holde styr på, især hen mod slutningen, men det hele giver bare så god mening til sidst. Bogen tog fusen på mig flere gange, og ændrede retning lige som jeg troede, at jeg var ved at regne noget ud, hvilket var super fedt. Den er virkelig svær at ligge fra sig, og jeg slugte den råt. Jeg er meget spændt på, hvad der videre skal ske, for hold nu op en spændende slutning, med en vildt irriterende cliffhanger!

 

 

 

Se Adventures of a booknerds anmeldelse her.

 

Artikel i Frederiksborgs Amtsavis

1076715_605_0_0_0_0_0_2

Her er begyndelsen af artiklen i Frederiksborgs Amtsavis:

Nedslidte blyanter, sammenkrøllede papirskugler og en blinkende markør på skærmen er nok noget af det, som de fleste ville støde på undervejs, hvis de skulle kaste sig ud i at skrive en bog. Men sådan er det ikke for den 41-årige debutforfatter Katrine Williams fra Skævinge. Tværtimod så har hun svært ved at begrænse sig, når fantasien først får frit spil. Det har nemlig taget Katrine Williams seks år at blive færdig med bogen, fordi hun samtidig har prøvet at balancere familieliv og arbejdsliv.

Da hun satte det sidste punktum fyldte bogen 750 sider, men hun formåede at stramme tøjlerne, og den 9. februar udgiver hun sin første bog »Monsun af stjerner – Sjælealkymi« på 357 sider. Allerede nu kan hun afsløre, at det bliver en trilogi.

 

Læs videre om min skriveproces.