Forfatterinterview

Jeg blev interviewet af bogbloggeren Katrine Krogh Rasmussen i januar 2018 og her er interviewet, taget fra (https://katrinebookworld.wordpress.com/2018/01/09/forfatterinterview-med-katrine-williams/)

I anledningen af hendes debutbog, har jeg været så heldig få lov til at stille Katrine Williams nogle spørgsmål. Hendes debutbog, Monsun af stjerner, udkommer d. 9. februar.

Herunder kan du læse lidt om Katrine Williams og Monsun af stjerner.

Katrine er født d. 9. august 1976, og hun har en kandidatgrad i kommunikation med bifag i dansk. Hun bor i Nordsjælland med sine tre sønner, sin mand og kat.
Hendes yndlingsserie vil altid være “Sex & The City”, som hun igen og igen vender tilbage til.

Billede1.png

Derudover har hun mange yndlingsbøger, bøger som hun bliver dybt rørt af og inspireret af. Dog har Jane Austens Stolthed og Fordom, et særligt sted i hendes hjerte (ligesom ved alle os andre! #mrdarcy) Katrine elsker kærlighedshistorien, som stille og roligtfolder sig ud imellem to personer der er forbundet i traditioner, klasseforskel og sociale lag. Dette er et tydeligt bevis på: ”Love conquers all”.

 

Inspiration til forfatterskabet:
Det, som giver mig inspiration er, først og fremmest at jeg har tid og ro og frihed til at gøre mig nogle tanker om svar på spørgsmål om hvad, hvis og nu i de forskellige situationer, som jeg befinder mig i i dagens forløb. Derudover læser jeg rigtig meget forskelligt i løbet af dagen, fx hvad der står på en forbipasserendes t-shirt eller taske kan jeg få inspiration til en dialog eller en bestemt scene. Andre forfatteres værker er også en stor inspirationskilde.

Hvornår vidste du, at du ville være forfatter?
Jeg har siden folkeskolen vidst, at der var et eller andet tiltrækkende ved det der skriveri, men jeg havde alt for meget krudt i benene for at sætte mig ned og koncentrere mig om at skrive. I mine yngre år var jeg meget mere udadvendt og brugte alle mine penge på at rejse jorden rundt. Det var først, da jeg begyndte at læse på universitetet samtidigt med at jeg blev mor, at jeg fik roen og modet til at springe ud som forfatterspirer. Men ønsket har altid ligget og spiret i mig, men det groede i takt med at jeg fandt jordforbindelsen takket være min moderrolle.

Hvad var din største inspiration til at skrive Monsun af stjerner?
Det er helt klart, forfatterinden Stephenie Meyers historie om at hendes bogserie om Tusmørke (Twilight) var baseret på en drøm, hvor en almindelige pige og en vampyr ikke måtte forelske sig i hinanden. Hun begyndte fra den ene dag til den anden med at skrive og gjorde det, imens hun havde småbørn løbende mellem sine ben. Jeg tænkte, at hvis hun kunne finde tiden til det, så måtte det jo være muligt. På dette tidspunkt lagde jeg også mærke til at mange kvinder læste bøgerne og forelskede sig i vampyren Edward. Dette skabte grundlaget for mit speciale, som omhandlede Twilight og kvinders læseoplevelse. Efter jeg havde afleveret mit speciale, begyndte jeg at småplotte og skrive forskellige afsnit, der til sidst blev en del af Monsun af stjerner.

Hvor længe har du haft idéen til Monsun af stjerner, og hvordan var skriveprocessen?
Ideen til Monsun af stjerner opstod under skriveprocessen, hvor jeg også læste om andre forfatteres skriveprocesser og hvordan de fandt inspiration. Jeg lavede rigtig meget research i adskillige emner, for at finde inspiration til hovedplottet. Derudover læste jeg meget mytologi og blev afledt i alle mulige retninger. Der var mange blindgyder, men jeg lærte en masse undervejs. Jeg fandt også meget inspiration i andre bøger, hvor jeg kunne observere hvordan dialoger fungerede og hvordan der blev opbygget tempo i handlingen. Google er et vigtigt værktøj under skriveprocessen, fordi man undres undervejs, fx det kan være et ords betydning og når man slår det op, bliver man hurtigt afledt til andre sider, historier, facts m.v.

Hvad skal læsere glæde sig allermest til, mens vi venter på Monsun af stjerner?
De skal glæde sig til at bogen indeholder en del overraskelser og det fortsætter lige til sidste side. Historien indeholder elementer, der er sjældne i populærlitteratur, og som jeg innoverer med.

Hvad handler bogen om, og kan du fortælle noget om hovedpersonen Stella?
Handlingen finder sted i 1986 i Australien, hvor Stella er flyttet til efter hun lige har mistet sin bedste veninde i en tragisk drukneulykke. På sin nye skole får hun en række nye venner, der både bringer lykke og mystik ind i hendes liv, hvor hun konstant befinder sig i et spændingsfelt mellem virkelighed og hallucination. Langsomt går det op for hende, en perle forbinder hende til en fortid med mord, bedrageri og alkymi, hun må skynde sig at træffe et skæbnesvangert valg. Det er kun et spørgsmål om tid inden fortiden indhenter hende, men der er mange følelser på spil.

 I begyndelsen er Stella en til tider usikker og forvirret pige, der er plaget af et mindreværdskompeks. Hun lader sig let forføre af både rigdom og skønhed, men opdager for sent, at det hele har været et blindværk. Det er en rejse der sætter sine ar, men styrker hendes selvværd.

Hvilken af hovedpersonerne har du mest til fælles med?
Det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg ikke kan finde et konkret svar på, fordi de fleste karakterer i bogen har jeg et eller andet til fælles med. Jeg har været ude for nogle af de ting, der er sket for både Stella og Nena og kan nikke genkendende til de dilemmaer som de kommer ud for.

Hvordan kom du på at det skulle være i den genre?
Jeg elsker magien der findes i fantasy-genren, som Monsun af Stjerner overordnet set hører til. Jeg tror selv på at der findes mere mellem himmel og jord, og min fantasi kører på overdrive i hverdagen, så valget var helt naturligt for mig.

Hvad håber du læserene tager med sig fra Monsun af stjerner?
Jeg håber, at de får lyst til at følge Stellas rejse i nummer to – plus bliver inspireret af at førstehåndsindtrykket af folk aldrig stemmer overens med hvordan de er i virkeligheden.

Læser du samme genre, som du skriver?
Ja, jeg læser flere ungdomsbøger end voksenbøger. Jeg elsker Harry Potter-universet – og læser flittigt britisk og amerikanske paranormal romance-bøger. Når det er sagt, er jeg også bidt af Domestic Noir krimi-genren.

Hvordan føles tiden op til din udgivelse af Monsun af stjerner som er din debutbog?
Helt ærligt har der ikke været den helt store forskel, fordi jeg tager en dag ad gangen, så
det er først dagen forinden at det helt begynder at gå op for mig. Jeg er naturligvis spændt på at høre folks meninger og oplevelser af bogen, så det er dét som mest giver mig sommerfugle i maven.

 Hvad er dit yndlingscitat fra Monsun af stjerner?

Der er mange favoritter, her er en af dem:

”Hun smilede skævt, diabolsk.
Hendes hud var en udvasket blå
farve, som om hun havde været død i
timevis. En stribe blod piblede frem
ved hendes hårgrænse og gled ned ad
øreflippen og dryppede på stengulvet.
Det blødte fra adskillige steder i hendes
ansigt. Som et blødende genfærd.
Hun åbnede munden og hviskede:
”Stella, du leger med døden,” hvorefter
hun greb mig om håndleddet og
skreg: ”Nu er det din tur!”

 5 funfacts om Katrine Williams

  1. Hun samler på Star Wars figurer
  2. Hun er fan af Chelsea Fodboldklub
  3. Som 18-årig plukkede hun grapefrugter og avocadoer i en kibbutz i Israel
  4. Hun har arbejdet som servitrice i en bowlinghal i England
  5. Hendes yndlingsdyr er enhjørninger